SAKUI ApS Automotive Universe kræver at du logger ind for at se dette indhold i fuld længde.
Kontakt os for at oprette et abonnement. Er din virksomhed allerede abonnenter, tryk da på log ind.
Ved beregning af registreringsafgiften på brugte biler skal der, ifølge Registreringsafgiftsloven, tages udgangspunkt i, hvad tilsvarende køretøjer blev afgiftsberigtiget til på tidspunktet for køretøjets første registrering. Det fremgår af Registreringsafgiftslovens § 4, stk. 6, og Højesteret fastslog i 2014, at det er den oprindelige nypris inkl. fabriksmonteret udstyr, moms og den gældende registreringsafgift (SKM2014.427.HR).
Brugen af standardpriser som udgangspunkt for beregning af registreringsafgift på nye biler blev dog droppet i 1996, da Skatteministeriet dengang vurderede, at det kunne være i strid med EU-lovgivning. Derfor skulle den faktiske salgspris med mindst 9 % avance anvendes. Det betød i praksis, at når der blev givet rabat på bilen, blev både moms og registreringsafgift reduceret tilsvarende.
Da danskerne er glade for rabat og kampagner, vil mange biler i praksis blive afgiftsberigtiget til en pris under den anmeldte nypris, som derfor sjældent reelt afspejler en markedsdannende nypris.
I en periode fra 2005 til 2017 blev mange nye biler afgiftsberigtiget til lave priser, som ofte lå under, hvad tilsvarende næsten nye biler blev solgt til. Der var en praksis med at købe bilerne til flådepris, anvende dem til udlejning, rejsevogn eller demokørsel og derefter sælge dem til en højere pris. I den periode havde mange bilforhandlere derfor mange biler registreret, som efterfølgende kunne sælges med rabat biler kunderne. Når leasingselskaber fik biler til lave priser, blev registreringsafgiften tilsvarende lav, hvilket gav meget attraktive leasingtilbud.
Denne praksis blev dog lukket for bilforhandlere og leasingselskaber med kravet om genberegning i 2017. Derefter skulle professionelle aktører værdifastsætte bilen efter senest 4 måneder (aktuelt 3 måneder) med udgangspunkt i markedet for tilsvarende nyere brugte biler. Fra 2020 skulle den genberegnede nypris også anvendes til beskatning af fri bil, så beskatningsgrundlaget tog udgangspunkt i markedet.
Nyprisen og registreringsafgiften har været på en rejse med store udsving, hvor forsyningskrisen i 2022 i øvrigt gav nogle meget høje nypriser.
Da det kan være svært at finde historiske nypriser, som både passer med tidspunktet for første registrering og indeholder priser på ekstraudstyr, vil det for mange selvanmeldere være en hjælp at få adgang til offentligt tilgængelige nypriser.
Det kan dog undre, at Skatteforvaltningen vælger at anvende den anmeldte standardpris, som blev droppet i 1996, og at Motorstyrelsen ikke tager prisoplysninger fra Motorregisteret og forædler disse data i en stadig mere digital tidsalder. Det ville nemlig være mere i tråd med lovens bogstav.
Som reglerne er nu, vil sælgere af brugte biler i praksis komme til at betale en lidt højere afgift, end loven egentligt lægger op til. For almindelige fossile biler betyder en lidt højere nypris kun få tusinde kroner, men for elbiler, der overstiger grænsen for registreringsafgift, kan en højere nypris føre til en langt højere nypris som følge af måden registreringsafgiften beregnes på.
I afgørelsen SKM.2024.412.LSR om nypris tages der udgangspunkt i den offentligt tilgængelige nypris, mens den lidt højere standardpris, som Motorstyrelsen anvender, ”ikke kan stå alene”.
Det bliver derfor spændende at se, om de offentliggjorte nyprislister stemmer overens med den historiske nypriser, som nogle forhandlere stadig ligger inden med. Det finder vi sandsynligvis ud af i løbet af 2025.
Publiceret: 07. 02. 2025